Abel Tasman National Park

 

Vores fire dage ved Abel Tasman National Park er klart et af de efterhånden mange højdepunkter på vores rejse. Vi boede lige ved indgangen til nationalparken på et backpackersted kaldet The Barn. Selvom ejerne virkede ret sure, så var det et virkelig dejligt sted! Fire overnatninger gav os tre hele dage til at udforske den smukke nationalpark.

Stranden ved Anchorage i Abel Tasman National Park. Paradis!

Stranden ved Anchorage i Abel Tasman National Park. Paradis!

Første dag var vi ude og sejle i en katamaran i det smukke, turkisblå vand, som Abel Tasman National Park ligger lige ud til. Vi havde en halv dags sejlads, hvilket betød at vi skulle gå ca. 12 km hjem, da skibet satte os af ved Anchorage. Før vi begyndte vandreturen brugte vi knap to timer på stranden, hvor vi næsten var hele alene. Vandreturen var smuk (som altid) og er en del af den Great Walk, som ligger i Abel Tasman Nationalpark. Naturen her er helt fantastisk. Vandet er turkisblåt, næsten helt magisk, og står i kontrast til de lyse sandstrande og grønne skove. Abel Tasman National Park er paradisagtigt og minder os lidt om Bay of Islands – selvom Abel Tasman nu er vores klare favorit. I horisonten finder man den perfekte baggrund, nemlig høje, fantastiske bjerge.

Split Apple Rock. Et besynderligt naturfænomen i Abel Tasman.

Split Apple Rock. Et besynderligt naturfænomen i Abel Tasman.

Vores anden dag i nationalparken gjorde os kun mere begejstrede. Vi lejede en dobbeltkajak og havde næsten hele dagen til at udforske nationalparken til havs. Ud for kysten ligger to små øer, Adele Island og Fisherman Island, hvor fuglelivet er rigtigt godt. I modsætning til de fleste små øer i New Zealand, må man gerne gå i land uden at blive tjekket for skadedyr og skadelige planterester. Vi gik i land på Adele Island og havde den lille strand på øen helt for os selv. Fantastisk picnic spot! Derefter sejlede vi et stykke rundt om øen, hvor vi så sæler. Sælerne så vi også fra båden, men i kajakker kom vi meget tættere på.

Udsigten fra båden. Vandet var fantastisk smukt!

Udsigten fra båden. Vandet var fantastisk smukt!

Jeg ved ikke om båd-dagen eller kajak-dagen var bedst. Vi havde to helt fantastiske dage og jeg ved virkelige ikke, hvad jeg vil anbefale mest. Begge! Vores tredje dag brugte vi på absolut ingenting. Det var vores første dag i New Zealand, hvor vi rent faktisk havde tid til at kede os. Vi var så rastløse og kedede os, men samtidig var det også rart endeligt bare at have tid til at slappe af. Abel Tasman var en af vores første oplevelser på sydøen og satte standarden for vores forventninger til sydøen ret højt :-)

0 comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *