Blue Duck Station, Whakahoro

Blue Duck Station er Strays mest unikke og bedst ratede stop i New Zealand – og vi forstår godt hvorfor! Blue Duck Station ligger i ”landsbyen” Whakahoro langt ude mellem bjergene, tæt på Tongariro National Park. Vi besluttede os for fire overnatninger på BDS, for at nyde den sindssygt smukke natur, stilheden og komme helt ned i gear. Vi elskede det! Vi var så heldige at få et lille privatværelse, dog kun med adgang fra et andet værelse. På BDS er der en del (relativt dyre) aktiviteter, man kan deltage i, bl.a. ridning og jagt, men vi valgte bare at slappe af samt at hike.

Favorit spot!

Favorit spot!

Naturen er ubeskrivelig smuk, så jeg kan nærmest godt opgive. Vi var ca. 45 km fra nærmest store vej, hvoraf de sidste 18 km var bumpet, ujævn grusvej. BDS er totalt omringet af bjerge med grønne skove og smækkerlækker, varm solskin fra oven. Eskild købte, hvad de føltes som New Zealands dyreste og mest langsomme internet, for at arbejde lidt, og jeg brugte meget af tiden på at ligge i hængekøjen og fryde mig over den fantastiske udsigt og solskinnet.

Whakahoro

Whakahoro

Første dag hikede vi ned til et lille vandfald. Vi er efterhånden vant til bjerge og hårde stigninger, så den relativt flade tur til vandfaldet gik alt for let og vi brugte kun 2/3 af den anbefalede tid. Dagen efter ville vi gerne ud på en lidt længere hike og udforske naturen omkring os, så manageren på Blue Duck Station anbefalede os en længere tur. Før vi gik, skulle vi skrive under på, at vi var gået, da de ville komme og lede efter os, hvis vi aldrig kom hjem. Samtidig bad hun os om at medbringe ekstra meget vand og solcreme og mente egentligt, at det var bedre, hvis vi var gået turen tidligt om morgenen. Dertil var den første del af den længere hike samme (ikke-bakkede) tur som ned til vandfaldet. Vi kunne måske have set den komme efter de mange råd, men efter gårsdagens alt for lette tur til vandfaldet undervurderede vi totalt den hike, vi var på vej ud på. Det var seriøst den hårdeste og mest intensive tur, vi hidtil har været på – langt mere intensiv end Tongariro Alpine Crossing!

Fantastisk udsigt fra toppen af vores hike. Mt Doom i Tongariro National Park kan skimtes i baggrunden.

Fantastisk udsigt fra toppen af vores hike. Mt Doom i Tongariro National Park kan skimtes i baggrunden.

Turen hen til vandfaldet gik vi i rask tempo og slog tidsrekorden fra dagen før, men herefter gik det usandsynligt stejlt opad – hele vejen til toppen. På dette tidspunkt var vi heller ikke klar over, at vi skulle over en af de høje bjergrygge for at komme hjem, hvilket pludselig gik op for os, da vi stod midt i en dal, omringet af bjerge. Turen bliver sjældent gået, så stierne var ujævne og dårlige, hvilket egentligt var ret charmerende. Naturen var uberørt, smuk og perfekt og vi havde verdens bedste udsigt, jo højere vi kom op. Solen var ubarmhjertig varm og vi svedte nok mere end hvad godt er. Da vi endelig nåede toppen havde vi pludselig udsigt til Mt Doom og de andre bjerge, vi senere skulle bestige under Tongariro Alpine Crossing. Turen ned var også vildt stejl, hvilket mine knæ hader mig for. Det værste var dog, da vi pludselig var omringet af køer og får. Blue Duck Station er en farm, så den kunne vi næsten have regnet ud, men jeg er bare ikke nogen særligt stor dyrefan. Heldigvis slap vi levende fra de dovne køer og kom hjem, glade og udmattede.

Da vi pludselig opdagede, at vi gik mellem får og køer :-)

Da vi pludselig opdagede, at vi gik mellem får og køer :-)

Har man som os et par ekstra dage derude, så kan Maka Maka turen klart anbefales – især hvis man er indstillet på, at det altså er et hårdt og intensivt trek (3,5 time – de første 45 min er nemme). Selvom man ikke rejser med Stray, bør man overveje at smutte forbi Blue Duck Station. Ved siden af lå også en DOC hytte, hvor man billigt kan overnatte.

0 comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *