Bula Fiji – Robinson Crusoe Island

Lørdag d. 23. april stod vi op så tidligt, at det nærmest ikke engang kunne betale sig at gå i seng – klokken 3. Turen gik kl. 3.30 fra vores hostel til Sydney International Airport, hvorfra vi skulle flyve kl. 6.30 med Fiji Airways. Efter indcheckning af vores baggage var det tid til at sige farvel til Kalle. Som den eneste skulle han desværre ikke med til Fiji. Oprindeligt skulle Joanna, Andreas og Birgitte også hjem efter Australien, men det er heldigvis lykkedes dem at få lavet flybilletten om. I lufthavnen købte vi drenge os en smoothie til morgenmad, og da vi skulle tilbage til gaten begyndte de at råbe final call i højtaleren, og vi fik lidt travlt, da vi åbentbart fløj en halv time tidligere end vi regnede med. Det blev til en super dejlig flytur, hvor jeg formåede sove hele turen med undtagelse af under middagen. Ved ankomst til Fiji var man ikke i tvivl om, at det hele foregår i et andet tempo hernede – tre mænd stod og spillede fijiansk musik, og alle fik muslingehalskæder om halsen. Vi skyndte os alle at få hævet penge, eftersom mange får spærret sit dankort på Fiji, hvorfor man skal betale med kontanter. Derudover fik de fleste anskaffet sig et fijiansk simkort, da internetmulighederne på de forskellige indkvarteringer er meget begrænsede. Vi mødte i lufthavnen også Ami, som skal følge os i vores 4 uger i Fiji. Efter indcheckning på vores hotel i Nadi nød vi de sidste timer af dagen ved poolen i 30 graders varme, hvorefter vi alle gik ud at spise på en lokal restaurant. Fiji-time er et begreb, vi allerede blev præsenteret for første dag – tiden er ikke så vigtig, tingene sker når de sker. Jeg har allerede lært nogle fijianske ord som vinaka (tak), bula (hej) og moce (farvel) – engelsk er også officielt sprog i Fiji, hvor der bor 900.000 mennesker.

Søndag lagde ud med en middelmådig morgenmad efterfulgt af en times bustur mod vores båd til Robinson Crusoe Island. Her læssede de lokale vores baggage om bord på båden, og så sejlede vi ellers bare ned ad floden. Ved ankomst til øen blev vi mødt af noget personale forklædt som kannibaler og andre spille på fijiansk guitar – hvilken ankomst. Øen består udelukkende af det resort vi bor på, hvor de ansatte sørger for en masse aktiviteter og alt mad for os. De første timer på øen gik med badning ved stranden, et danse- og ildshow opført af de lokale, daset i en hængekøje, set krabberæs, smagt på kokosnødder, set hvordan de laver mad i en ovn under jorden, set lokale gå på glødende sten, spillet beachfodbold og løbet et par ture rundt om øen med Bo. Aftenen bød på et underholdningsshow, som vi selv skulle deltage i efterfulgt af hygge omkring et bål med guitarspil. Inden vi kunne gå til køjs i vores kæmpe 32 mands sovesal, blev Pernille og jeg skidt på af en flagermus i en hængekøje.

Mandag startede ud med en morgenbuffet på ‘vores’ lille tropiske ø. Alle andre gæster var taget hjem, så vi havde øen for os selv, hvilket er en meget surrealistisk tanke. Dagen var en rigtig stranddag, som bød på en 1,75 km gåtur rundt om øen, en snorkeltur, hvor nogen bla. så en hvidtippet revhaj, badning i det meget lækre vand, beachvolley, læst i Rasmus Tantholdts bog på stranden omgivet af palmer, hvis kokosnødder man skulle passe på med at blive ramt af. Efter en super dejlig dag var det tid til at gå i bad i de primitive bade, der bestod af et par spande og regnvand. Herefter var det tid til solnedgang, aftenbuffet, beachvolley på den oplyste bane og endnu engang bålhygge.

Tirsdag blev Andreas og jeg vækket af Emilie kl. 8.30 klar til morgenmad. Det var en stille og rolig morgen, hvor vi hang ud med en lokal mand, som lærte os hvordan man flettede brugbare ting som kurve, vifter mm. af palmeblade. 11.30 stod den igen på en snorkeltur efterfulgt af frokost og beachvolley med Andreas, Bo og Emilie. Resten af dagen blev tilbragt på rigtig Fiji-maner – nemlig med solbadning og en gåtur rundt om øen med Bo og Andreas. Aftentimerne blev igen brugt på volleyball, og samtlige mand hyggede sig enten som deltager eller tilskuer. Under den helt klare stjernehimmel samlede vi os alle om bålet med fællessange, hvilket jo var meget hyggeligt. Desværre blev min telefon også udsat for et uheld efter aftensmaden – den røg i toilettet, så den har ligget i en pose ris i 3. dage, men den har heldigvis overlevet uheldet.

image

En hængekøje på Robinson Crusoe

image

Ankomst til Robinson Crusoe – kannibaler og fijiansk musik

 

0 comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *