De bedste thailandske paradis øer

Efter Indonesiens mangel på perfekte, hvide sandstrande, var forventningerne til Thailand skruet højt op! Egentligt har vi lært, at man ikke bør forvente noget som helst, men vi glædede os i hvert fald til strand og sol – og det fik vi! Vi valgte at besøge nogle af øerne ud for Thailands vestkyst i Andamanhavet; dels fordi de lød til at suite vores behov perfekt og fordi vi ret praktisk kunne afslutte vores island-hopping i Krabi, hvorfra vi skulle flyve til Chiang Mai.

Koh Lipe

Vi valgte Koh Lipe, da Koh Lipe skulle være en af de mindre turistede øer og et godt alternativ, hvis man vil undgå betonbyggerierne og den massive turistmængde man bl.a. finder på Phi Phi og Phuket. Koh Lipe var seriøst smukt og noget af det, vi virkelig godt kunne lide, var, at øen er relativt lille. Der er tre primære strande, og man kan sagtens gå fra strand til strand, hvis man er frisk i benene. Koh Lipe er dog relativt dyrt sammenlignet med andre øer og nok ikke den mest backpackervenlige ø. Der var nogle budget-options, udvalget var bare ikke stort. Vi fejrede vores 3-års dag på Koh Lipe, så vi fandt naturligvis et luksussted. Her skal det lige siges, at at opgradere til luksus på en ø, hvor priserne i forvejen er lidt krydrede bestemt ikke er billigt. Men vi fejrede kærligheden og nød vores lækre værelse og fantastiske udsigt, så ingen klager herfra.

Sunrise Beach

Vi boede først på Sunrise Beach, hvor vandet var lækkert og stranden var flot. Der var dog ret mange, næsten vilde bølger. Vi boede i den sydlige ende af stranden (hvor alle luksushotellerne ligger), så vi blev ikke generet af de mange long tail boats. Bor man længere nede af længere, skal man lige passe på, at man ikke bliver trumlet over – de kan godt sejle lidt sindssygt!

Sunrise Beach, Koh Lipe

Sunrise Beach, Koh Lipe

Pattaya Beach

På Pattaya Beach, den største og mest populære strand, var vandet til gengæld helt roligt. Det var sindssygt lækkert! Vi havde en enkelt overnatning her (tilbage på budget…), igen i den ene ende af stranden, så vi slap igen for de generende long tail boats. Til gengæld havde vi noget længere til walking street, hvor de fleste restauranter ligger.

Sunset Beach

Fra Pattaya Beach gik vi på eventyr mod Sunset Beach, hvor havet og sandet var virkeligt paradis-agtigt. Vil man gå rundt om øen langs stranden, kommer man flere gange til klippeskær, som man skal klatre igennem, men det kunne godt lade sig gøre for os. På Sunset Beach knirkede sandet flere steder som kartoffelmel. Vi badede, mens vi så solnedgangen, hvilket var ganske smukt. Der var dog ret langt hjem, når solen ikke står klar til at varme og tørre, så vi endte med at tage en ladscooter til en flad 20’er (100 baht).

Udsigten fra vores luksusværelse på Koh Lipe, da vi fejrede vores 3 års dag.

Udsigten fra vores luksusværelse på Koh Lipe, da vi fejrede vores 3 års dag.

Værd at vide om Koh Lipe

  • Koh Lipe ligger i Koh Tarutao Marina National Park. Entréen for nationalparken koster 200 baht, hvilket man skal betale, hvis man vil til Koh Lipe. Når du har betalt entré, skal du ikke betale entré igen, hvis du vil besøge andre øer i nationalparken (f.eks. Koh Tarutao).
  • Skal du på snorkeltur, så husk din entrébillet!
  • Din speedboat sætter dig formodentlig af på en platform ud for Koh Lipe. Her betaler du entré til nationalparken og skal efterfølgende betale for at sejle med en long tail boat ind til stranden.
  • Koh Lipe er dyrere end de populære backpacker øer.
  • At komme fra Kope Lipe til Koh Mook (og sandsynligvis også alle andre steder) var ekstremt dyrt sammenlignet med priserne på andre øer
  • Der er stor forskel på høj- og lavvande. Når der er lavvande, er det nærmest umuligt at bade (medmindre du vil lege stranden hval).
  • DANSKER-ALARM!! Tror mindst 10 % af alle vi hørte snakke, var danskere?? Familier, backpackere, kærestepar, you name it. Der var danskere over alt!
  • Og ikke mindst: Paradise guarantee
Ret lækker udsigt fra værelset på Koh Lipe

Ret lækker udsigt fra værelset på Koh Lipe

Koh Mook

Vores absolutte yndlingsø i Thailand! Koh Mook var topnice og præcis hvad vi trængte til. Vi levede super billigt, men følte os som konger. Koh Mook lever virkeligt op til sit ry om at være ikke-turistet. Det betød også, at vi næsten altid spiste på samme restaurant og ikke lavede så meget andet end at ligge på stranden og nyde livet, for der sker ikke rigtigt så meget på Koh Mook. Det passede os ganske fint, og vi var jo på udkig efter paradis, hvilket man må sige vi fandt.

Hvid sandstrand og ingen mennesker - paradis på Koh Mook

Hvid sandstrand og ingen mennesker – paradis på Koh Mook

Vi overlevede den mest sindssyge bådtur fra Koh Lipe og kom i land på Charlie Beach. Vi vidste på forhånd, at vi ville bo på den anden side af øen, og vi fandt hurtigt verdens rareste, lille mand, der virkeligt gerne ville have, at vi boede i hans bungalows. Han tilbød os gratis transport, og hvis vi ikke ville bo hos ham, kunne vi altid betale for transporten (som vi skulle have købt alligevel) og finde noget andet. Vi endte dog med at bo hos ham i 3 nætter, for han havde det mest idylliske, lille sted. Han havde en kæmpe have/mark fyldt med cashewnøddetræer og blandt træerne stod 2 bungalows, hvoraf vi boede i den ene. De var næsten helt nye og vi boede helt for os selv, da han ikke havde kunder i den anden bungalow. Han havde store planer om at bygge flere bungalows samt installere wifi og var generelt bare den rareste mand. Hvis han engang får wifi, så han kan oprette sig hos Booking.com, så hed stedet Cashewnut Bungalows, og det kan virkelig anbefales!

Det her fungerer altid for os: Køb en drink og stjæl en strandstol fra et dyrt resort

Det her fungerer altid for os: Køb en drink og stjæl en strandstol fra et dyrt resort

På Kooh Mook havde vi 5-10 minutters gang til stranden, hvor vi købte kolde øl og lemonshakes hos det dyre resort, så vi kunne hænge ud i deres strandstole. På Koh Mook knirkede sandet igen som kartoffelmel, og vandet var perfekt og turkisblåt. Alt var faktisk bare godt. Billig overnatning + billig mad + få mennesker + uvurderlig strand = paradis. Når vi fik nok af solen, slappede vi af i hængekøjen under cashewnøddetræerne. Vi drømmer selvsagt stadig om Koh Mook..

Cashewnut Bungalows, Koh Mook

Cashewnut Bungalows, Koh Mook

Koh Mook

Koh Mook

Vores perfekt cashewnut-have på Koh Mook med hængekøjer. Er man på seriøst budget, kan man bo i det lille grønne telt bagerst i billedet ;-)

Vores perfekt cashewnut-have på Koh Mook med hængekøjer. Er man på seriøst budget, kan man bo i det lille grønne telt bagerst i billedet ;-)

LOST i paradis på Koh Mook

En af dagene lejede vi en kajak for at sejle et stykke rundt om øen og finde en hemmelig, lille strand. Vores rare vært havde store planer om, at vi skulle halvdelen af øen rundt og snorkle ved omkring 10 forskellige spots, men vi havde mest bare lyst til at finde stranden. Ved Koh Mook ligger en hemmelig lagune, som man kun kan finde ved at svømme igennem en grotte. Om dagen kommer der vagter, der opkræver penge, hvis man vil ind til lagunen eller blot sejle forbi, så vi tog tidligt afsted for at undgå vagterne. Vi fandt hurtigt vores hemmelige strand, og her havde vi simpelthen den bedste dag! Vi havde næsten den lille strand for os selv, for hver gang, der kom turister, tog de hurtigt afsted igen (ikke fordi stranden ikke var lækker, men sikkert fordi de skulle nå en masse snorkling). At være på strandene mindede mig virkelig om at være en del af tv-serien LOST. Det var smukt og idyllisk, og alligevel lidt uhyggeligt. Eskild gik lidt ind i junglen bag os, da der pludselig faldt kokosnødder ned lige foran ham, så han kom hurtigt ud igen. Og i skovene bag strandene, var der virkeligt underlige lyde. Men vi hyggede os, spiste vores madpakker, solede og badede. Eskild optog en masse timelapses (perfekt spot!) og jeg fik klippet Eskild haha :-) Om eftermiddagen, da vagterne skulle være væk, sejlede vi tilbage for at sejle ind igennem grotten og se lagunen. Vores vært havde sagt, at vi skulle sejle gennem grotten i højvande, hvilket var umuligt. Der var for lavt til “loftet” og alt for vilde bølger. Vi bakses vildt længe, med at “parkere” vores kajak på nogle skarpe klippeskær, hvilket var næsten umuligt i de store bølger. Vi skar os på klipperne og da vi endelig var i vandet og skulle til at svømme gennem grotten, gik jeg helt i panik. En lang mørk grotte med tusind klamme fisk. Jeg er generelt ikke fan af havet (pånær idyllisk snorkling), så det hele blev lige lidt for meget for mig. Heldigvis havde jeg helten Eskild hos mig og alt blev hurtigt godt igen. Vi droppede lagunen og sejlede tilbage til den store strand, hvor vi afleverede kajakken.

Værd at vide om Koh Mook

  • Bådturen var Koh Lipe og Koh Mook er dyr
  • Der er få turister på Koh Mook. Det passer faktisk!
  • Koh Mook er vores favoritø
  • Tag til Koh Mook. Punktum.
  • Der er en hemmelig lagune, som alle snakker om. Besøg den dog i lavvande og når vandet er roligt
Vores hyggelige lille bungalow hos Cashewnut Bungalows på Koh Mook

Vores hyggelige lille bungalow hos Cashewnut Bungalows på Koh Mook

Koh Lanta

Vi stoppede vores thailandske island-hopping på Koh Lanta, en stor ø lidt syd for Krabi. Koh Lanta skulle igen være et mindre turistet alternativ til Phi Phi og Phuket, og jeg synes faktisk, at Koh Lanta levede ret godt op til det ø. Fordi øen er kæmpestor, er der naturligvis også mange turister, men de er spredt godt ud, og man har masser af plads på stranden. Desværre mangler Koh Lanta lidt af den ø-vibe, man finder på mindre øer som bl.a. Koh Lipe og Koh Mook. Fordi øen er SÅ stor, får man ikke rigtig samme fornemmelse, at at være på en ø, for man udforsker ikke rigtigt de forskellige strande. Det er selvfølgelig muligt at flytte sig, men så sker det primært med transport langs vejene (som jeg nærmest vil kalde landeveje).
Vi boede på Long Beach, der i den grad lever op til navnet. Kilometervis af hvid sandstrand strakte sig ud foran os, og en lille gåtur blev pludselig til knap 8 km – vi blev bare ved med at gå og gå og gå. Vi endte i Koh Lantas “hovedby”, hvilken bestemt ikke er noget værd. Betonbygninger, dårlige souvenirs og ikke særligt imponerende restauranter. Vi tog hurtigt en tuk-tuk tilbage og spiste på stranden.
Udsigt fra vores morgenmadscafé ved Long Beach, Koh Lanta

Udsigt fra vores morgenmadscafé ved Long Beach, Koh Lanta

Der er ikke så meget eventyr over Koh Lanta, men med masser af strand at fordele mellem turisterne, skal man heller ikke klage. Vil man på billig strandferie i længere tid, kan man med fordel vælge Koh Lanta og bare skifte strand eller resort/guesthouse, når man keder sig. Strand-hopping på Koh Lanta er et billigt og stadig godt alternativ til island-hopping, hvis man synes bådtransporten bliver for dyr. Til gengæld mister Koh Lanta point på den manglende ø-vibe.

Værd at vide om Koh Lanta

  • Mindre turistet alternativ til Phuket og Phi Phi
  • Masser af hvid sandstrand
  • Mangler ø-vibe, men emmer alligevel af paradis
  • Der er faktisk to Koh Lanta-øer lige ved siden af hinanden. Når vi snakker om Koh Lanta, mener vi Koh Lanta Yai, som betyder “Store Koh Lanta”.

Krabi + Railey Beach

Fra Koh Lanta tog vi en lille færge til Krabi, som ligger på fastlandet. Krabi er ret hyggeligt, og selvom, der ikke sker særligt meget i byen, så virker den ikke helt død. Og så fandt vi den lækreste pizza i Krabi! Selvom Krabi ligger ned til vandet, så er der ingen strand, så vi tog en longtail boat til Railey Beach, hvor vi havde en dejlig dag på stranden. Her var dog fyldt med pakkerejse-turister og priserne på mad var ret turistede.. Vi foretrækker klart øerne fremfor Railey Beach, da der bare er mere nice og færre turister. Til gengæld er der nogle vildt smukke klipper, som man enten kan beundre eller klatre og bestige. Der er nemlig masser af rock-climbing skoler ved Railey Beach, og havde vi haft længere tid, havde vi kastet os ud i noget klippeklatring. Krabi by er god, hvis man gerne vil slappe af og kede dig lidt, men vi var dog mere end klar til at flyve videre til Chiang Mai efter to dage her.

Riley Beach med sine smukke klipper tæt på Krabi. Billedet snyder lidt - der var altså ret mange turister!

Riley Beach med sine smukke klipper tæt på Krabi. Billedet snyder lidt – der var altså ret mange turister!

0 comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *