Kaikoura til Byron Bay

Hej – her er noget af en smøre!

Mandag D. 28 marts var det nu tid til at forlade skønne Queenstown og sige goddag til nye destinationer. Bo og jeg startede dagen som vi har gjort det de sidste 3 uger – nemlig med en morgenfrisker i vores iskolde badebassin, hvorefter vi alle vækkede Stine og sang fødselsdagssang for hende. Vores bus til Kaikoura kom 1,5 time for sent, men efter en skide dejlig bustur på omkring 12 timer var vi fremme på vores hostel i Kaikoura omkring kl 22. Undervejs fra Queenstown til Kaikoura stoppede vi blandt andet i storbyen Christchurch, som virkede som en spøgelsesby, fordi der ingen mennesker var og lignede en byggeplads – måske grundet de forfærdelige jordskælv, der har ramt byen de seneste år.

Tirsdag startede tidligt klokken 04.30, da vi skulle ud at svømme med delfiner klokken 05.30, hvilket viste sig at blive en af de bedste oplevelser på i NZ. Vi startede med at se den smukke solopgang i selskab med kæmpefuglen albatros, som fløj rundt om båden. Efter ca. en halv time fandt vi en flok delfiner, og vi hoppede ned til delfinerne med vores snorkler og våddragter. De kom så tæt på, at man kunne røre ved dem, og vi skulle svømme rundt i små cirkler og sige delfinlyde for at underholde dem og få dem til at blive hos en og ikke svømme videre. Vi kom i vandet i alt 4 gange, og der var 200-300 vilde delfiner – fuldstændigt ubeskriveligt!! Oppe fra båden kunne man se, hvordan de flere hundrede delfiner bare sprang rundt i vandet og lavede saltoer og svømmede med båden. Efter delfinturen tog vi en formiddagslur, hvorefter resten af dagen foregik med sjov og ballade ved vores super lækre udendørs pool.

Onsdag startede igen tidligt med en sejltur ud i Stillehavet her fra Kaikoura. Denne gang skulle vi på hvalsafari, hvor vi var så heldige at se en kæmpe kaskelothval. Der gik meget lang tid før den dukkede op, og vi var næsten på vej hjem igen, da dette monster kom op til overfladen for at trække vejret. På vejen derud så vi både delfiner, albatrosser og sæler, så det var en ret god oplevelser. Til aften fik vi pasta kødsovs og herefter sluttede vi dagen med 1,5 time i hostellets spabad.

Torsdag var vores sidste dag i New Zealand. Den begyndte med et par baner i poolen, hvor resten af dagen faktisk også blev tilbragt, fordi der ikke er så forfærdelig meget at lave i Kaikoura selv om vejret var helt vildt godt. Vi nød også en is i solen, og så løb jeg en tur langs vandet. Vi tilbragte vores sidste aften i spabad med L&P(New Zealandsk lemonade) igen.

Min top 3 over fedeste oplevelser i New Zealand ser således ud:
1. Nevis Bungy Jump
2. Bestigning af Mt. Doom
3. Svømning med delfiner

Fredag var det tid til at forlade smukke New Zealand, så efter en bustur på 3 timer til Christchurch og en masse venten i lufthavnen, kunne vi endnu engang boarde på Emirates mod Sydney, hvor vi havde en mellemlanding inden Brisbane, som er første stop i Australien. Vi kom alle ind i Australien, selv om der dog var problemer med mit navn ift. mit visa. Vi kunne sent fredag aften tjekke ind på YHA Brisbane City, som lidt komisk lå lige ved siden af det hostel jeg boede på, da jeg var i Brisbane i september.

Lørdag vågnede vi tidligt på grund af tidsforskellen fra New Zealand til Australien. Efter morgenmad legede jeg lidt turistguide for drengene i Brisbane, og herefter tog vi på gratis færgerundtur på floden omringet af skyskrabere. Os 4 drenge gik efterfølgende på lidt shopping i storbyen inden vi skulle mødes med pigerne for at gå på marked i South Bank og spise frokost på BurgerUrge – lækkert! Resten af eftermiddagen tilbragte vi ved lagoonen (kæmpe gratis offentlig swimmingpool midt i byen), hvilket var super lækkert i 32 graders varme. Om aftenen var hele holdet ude at spise rump steaks med bagte kartofler til på DanskStudieCenters regning. Efter restauranten nød vi sidste aften i Brisbane med en enkel øl på en bar.

Søndag var en mægtigt god og oplevelsesrig dag. Dagen startede med en times bustur fra Brisbane til Australia Zoo, som var Steve Irwins hjertebarn. Her kunne man udover at røre og se kænguruer og koalaer møde alle mulige australske dyr som slanger, krokodiller, emuer, papegøjer, oddere, kameler osv. Derudover var der et show med en masse fugle og en krokodille, hvilket var meget imponerende, fordi dyrene gjorde præcis, som dyrepasserne ville have dem til. Efter 6 timer i zoo kørte vi til Surfers Paradise, som er en kæmpe turistby syd for Brisbane. Vi skulle have været i byen, men vi kom ret sent til Surfers pga. trafikken, så Andreas, Bo og jeg udforskede byen på alternativ vis. Vi fik den ide, at vi skulle op på toppen af en de højeste skyskrabere i Surfers Paradise. I løbet af aftenen forsøgte vi at snige os ind på 6 forskellige hoteller for at donde conseguir viagra benytte elevatoren – heriblandt luksuriøse Hilton og to andre andre 77 etager høje huse. Da man i alle bygningerne skulle bruge værelseskort for at komme med elevatoren, nåede vi kun op på 21. etage, hvor der ingenting var at se, så missionen mislykkedes, men vi havde det sjovt!!

Mandag kunne vi glæde os over en hel dag ved den meget dejlige strand i Surfers. Udover solbadning ved både strand og hotellets pool bød dagen ikke på så meget andet, men aftenen blev til gengæld til en super aften i byen, som blev sluttet af med badning ved stranden kl. 4 om natten.

Ligesom mandag bestod tirsdag primært af at stege på stranden indtil vi kl 14.30, da alle sammen skulle mødes på stranden, hvor der var arrangeret forskellige konkurrencer for os i hold – blandt andet krabbefodbold, sækkeløb, kryds & bolle mm., hvilket var super hyggeligt, selvom vi desværre ikke vandt. Som følge af meget lidt søvn natten inden var vi alle trætte, og mange gik tidligt i seng, men efter at vi havde afprøvet en kanon god gul vandmelon, gik jeg en sidste tur rundt i Surfers Paradise.

Onsdag skulle vi igen videre – til Byron Bay, som virkelig er en fantastisk by, som jeg også tilbragte 1 uge i I oktober. Her tjekkede vi ind på YHA, hvorefter vi tog på en lille byrundtur i 30 graders varme. Resten af eftermiddagen blev tilbragt på et surfbræt, hvilket jeg virkelig nød, da jeg ikke havde surfet siden august på Bali. Til aften blev der serveret pizza til os alle på DanskStudieCenters regning – ikke dårligt!

Torsdag startede med noget af et adrenalinkick i form af endnu et skydive – altså faldskærmsudspring. Det var meget spontant, og kun Bo, Emilie og jeg sprang – fra 4 kilometers højde. Endnu en gang kunne jeg spændt hoppe ud fra et fra et fly direkte mod jorden med en hastighed på 200 km/t. Springet var ligeså fedt og actionpræget som sidst, men jeg kunne nyde følelsen og udsigten mere denne gang. Eftermiddagen blev brugt på stranden med drengene, mens vi om aftenen sang fødselsdagssang og spiste jordbærtærte i anledning af Sarahs fødselsdag næste dag. Bo, Andreas, Frost, Emilie og jeg tog i byen på Cheeky Monkeys, hvilket endte som endnu en super sjov bytur.

Fredag begyndte med morgensang for Sarah, som havde fødselsdag. Efterfølgende spiste Bo, Andreas og jeg vores havregrød som sædvanlig inden vi skulle afsted mod Fraser Island, som jeg virkelig havde set frem til at besøge, da jeg ikke nåede hertil ved mit sidste besøg i Australien. Efter afgang fra Byron kl. 9 nåede vi til vores stop i Noosa. Bo, Andreas og jeg hyggede os på en café i mindst 2 timer, hvorefter vi kiggede på lidt butikker, gik på stranden og købte Subway til aftensmad. Efter 4 timer i Noosa kørte vi 2,5 time mod Hervey Bay, hvor vi skulle overnatte inden Fraser Island dagen efter. I Hervey Bay spiste vi vores Subway og gik tidligt i seng.

Lørdag morgen sejlede vi efter en nat i Hervey Bay mod verdens største sandø – Fraser Island. Vi var kun 18 fra vores hold med, men vi var afsted sammen med 16 fra et andet DanskStudieCenter hold og deres leder. Fraser Island er et af de største must does på Østkysten i Australien. Efter ankomst til Fraser – også kaldt K’gari Island på de indfødtes sprog – hoppede vi ombord på vores bus, som lignede en kæmpe firehjulstrækker. Det er kun firehjulstrækkere, som må køre på Fraser eftersom at man køre på sand i meget varieret terræn, hvilket var helt vildt sjovt! Det var som at køre i rutsjebane, fordi man hoppede op og ned og fra side til side i bussen. Infrastrukturen på øen består kun af strande, hvor man må køre 80 km i timen, og så meget smalle sandstier med en begrænsning på 30 km/t, men det overholdte vores chauffør på ingen måde, hvilket var helt vildt sjovt! Første stop var den krystalklare ferskvandssø Lake McKenzie, der kunne byde på en hvid sandstrand og helt lyseblåt vand. Her tilbragte vi nogle skønne timer i vandet inden vi blev fodret med burgers, hvor vi samtidig så et par LEGUANER fighte – derudover så Andreas og jeg den meget giftige Eastern Brown Snake! Efter frokost gik vi igennem regnskoven i selskab med masser af edderkopper og besøgte også flotte Lake…. Undervejs i regnskoven drak vi også ferskvand fra en meget klar flod og så verdens største art af bregner! Øens beplantning var faktisk meget imponerende, da alle træerne og planterne gror i sand. Efter endnu en vild køretur satte vi os alle på stranden til synet af en meget smuk solnedgang og legesyge delfiner. Vores indlogering fandt sted på Kingfisher Bay Lodge, hvor vores aftenbuffet også ventede på os.

Søndag var vores anden, men desværre også sidste dag på Fraser Island. Endnu en eventyrlig dag her startede med en morgenbuffet efterfulgt af en længere køretur rundt på den 1840 kvadratkilometer store sandø – denne gang kørte vores firehjulstrukne bus dog primært på stranden Seventy Five Miles Beach. Inden vores første stop var vi så heldige at støde på en vild dingo, som ligner en blanding mellem hund og ræv, men er meget aggressiv og kan farlig for mennesker. Efter at have observeret dingoen på stranden kørte vi videre mod Maheno Shipswreck – et kæmpe skibsvrag som har været stødt på grund siden 1935. Her havde man mulighed for at købe en lille flyvetur over øen på 15 minutter, men dette prioriterede jeg fra. Næste stop var Champagne Pools, der bød på et meget lille spot ved stranden, hvor stenformationerne gjorde at der var små pools, hvor det altid skummede! Frokosten bestod af lækre wraps i 30 graders varme på stranden, hvorefter vi kørte tilbage af stranden mod udkigspunktet med 360 graders view Indian Head. Her kunne vi fra toppen se strand så langt øjet rækker, se havørne, ørnerokker og hajer i havet – ikke dårligt! Efter et par gruppebilleder på toppen kørte vi mod Eli Creek, som var en lille ferskvandsflod, hvor vi bare hyggede os. Dette var sidste stop, og nu ventede en færgetur tilbage til Hervey Bay og en bustur herfra til Byron Bay, så vi var først hjemme kl. 3 om natten.

Mandag var vi tilbage i Byron Bay, men der var ikke særligt mange tilbage fra holdet, da mange var taget til Cairns her i vores friuger i Australien. Derfor hyggede Bo og jeg os bare i Byron. Dagen startede med lidt praktiske ting som tøjvask, pakning mm. Vi var også nede i byen for at bestille et enkelt dyk til næste dag ved Julian Rocks. Med frokost i maven lejede vi to surfbræt og fandt de bedste bølger, men det gik ikke helt så godt som sidst – nok fordi bølgerne ikke var så gode og brættet lidt for glat. Efter et par timers surfing kunne vi nyde en frozen yoghurt inden aftensmad, som bestod af tunfrikadeller med pastasalat.

Tirsdag var sidste dag i dejlige Byron Bay for denne gang. Dagen startede ud med et super godt dyk ved Julian Rocks lige lidt udfra Byrons kyst. Bo skulle møde 1,5 time før mig og betale lidt ekstra, fordi han skulle have et opfriskende dyk i pool som følge af, at han ikke har dykket i 2 år. Vi kom ud sammen med 4 andre fra vores hold, som var ved at tage dykkercertifikat, som vi jo allerede har – Amalie fra vores hold og en fremmed mand skulle også dykke sammen med os og vores divemaster. Bo og jeg var selvfølgelig buddies, og vi så mange spændende ting som leopardhajer, en rokke, kæmpe havskildpadde, nemo, moræner mm. Mit dyk varede 50 minutter, hvilket var meget tilfredsstillende. Trætte efter dykket tog vi os en lille middagslur og spiste frokost, inden vi spiste endnu en kæmpe portion frozen yoghurt på stranden og shoppede lidt. Menuen til aften stod igen på tunfrikadeller, og som afslutning på en afslappende aften og hyggelige dage i Byron fik vi gul vandmelon til dessert.

Jeg er nu på vej til Cairns, hvor vi skal ud på en båd bo og dykke 4 gange om dagen inden turen går til Sydney på søndag. Som i kan læse, så har jeg det helt vildt godt! Grundet dårlig internetforbindelse kan jeg desværre ikke uploade flere billeder end dette.
Ses!

Vores firehjulstrukne bus på Fraser Island

Vores firehjulstrukne bus på Fraser Island

Lake McKenzie på Fraser Island

Lake McKenzie på Fraser Island

Kænguru i Australia Zoo

Kænguru i Australia Zoo

Mit crew i Brisbane

Mit crew i Brisbane

Delfiner i Kaikoura

Delfiner i Kaikoura

0 comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *