Queenstown!

Vi nød virkelig vores dage i Queenstown, selvom vi hverken bungy jumpede eller brændte penge af på andre vilde aktiviteter. Vi var i Queenstown i to omgange, nemlig før vi tog deep south og da vi kom tilbage. Første gang i Queenstown havde vi bare en enkelt overnatning, og da vi ankom sent fra Wanaka og jeg stadig var syg, lavede vi ikke så meget. Eskild var dog på stranden med nogle venner for at drikke øl og nyde solnedgangen over Queentowns smukke sø, Lake Wakatipu, der er New Zealands tredje største efter Taupo og Te Anua.

Solnedgang over Lake Wakatipu, Queenstown.

Solnedgang over Lake Wakatipu, Queenstown.

Anden gang i Queenstown havde vi tre overnatninger og dermed to hele dage. Vi vidste, at vi ikke skulle noget vildt og dyrt og hvad laver man så i Queenstown? Området er vildt smukt og der er en del flotte hikes, hvis man har lyst. Vi endte med at tage kabelbanen op på Queenstown Hill, hvor man kunne have haft en fantastisk udsigt. Regn og skyer blokerede dog vores udsigt, men hyggeligt var det! Vi drak kaffe og øl til solen brød frem og vi endelig fik et glimt af udsigten over byen og søen. Resten af regnvejrsdagen brugte vi indendørs og vi endte aftenen af med at spille pool med vores nye venner – mit første spil pool, yay!

Regnvejrsudsigt fra vores tur i kabelbanen op på Queenstown Hill.

Regnvejrsudsigt fra vores tur i kabelbanen op på Queenstown Hill.

Anden dag i Queenstowm var vi ret rastløse, for vi havde stadig ikke lyst til hverken at hike eller action aktiviteter. Vi startede med en gåtur rundt i byen, bl.a. i Queenstowns botaniske park, hvor man kan spille gratis fribee golf – man skal dog selv medbringe sin frisbee. Om eftermiddagen fik jeg endelig lokket Eskild med i Queenstown Bird House, så vi kunne se en ægte kiwi fugl efter vores mislykkede kiwi jagt på Stewart Island. Queenstown Bird House var overraskende sjovt og virkelig en god oplevelse! Vi startede med at se et Conservation Show, som klart kan anbefales. Her fortalte en fuglepasser(?) om de forskellige fugle og havde levende, flyvende fugle med. Det var overraskende interessant, selvom det måske lyder lidt sært. Bagefter så vi endelig de berømte kiwi fugle, hvilket faktisk var ret fedt. Nu har vi hørt om de fugle i en måned, så det var faktisk sjovt endelig at se dem – de var større end forventet!

Vi afsluttede vores ophold i Queenstown med den berømte Fergburger. Fergburger er en åndssvagt berømt burgerbar, der har åbent 23 timer i døgnet og næsten altid har kø. Ærligt talt er det nok ret hyped’, men de var faktisk ret lækre! BBC, Lonely Planet og CNN har alle rated Fergburger som den bedste burger i verden, og selvom det måske er at love lidt for meget, så er Fergburger klart et besøg værd. Devil’s Burger er Fergburgers store konkurrent, og mange synes, at Devil’s Burger er bedre. Vi ville gerne sammenligne, så efter at have tæsket Eskild i pool (cirka i hvert fald) delte vi en trøsteburger hos Devil’s. Vi er klart mest fan af Fergburger, og selvom Devil’s var god, så vil vi måske mere beskrive den som en opgraderet McD.

Queenstown er en fantastisk by, også selvom man ikke skal bungy jumpe eller lign. Den omkringliggende natur er virkelig smuk og så er Queenstown også et godt udgangspunkt for udflugter til bl.a. Milford Sound og andre seværdigheder i det sydlige.

0 comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *