Tongariro Alpine Crossing

 

Mt Doom, den berømte vulkan fra Ringenes Herre.

Mt Doom, den berømte vulkan fra Ringenes Herre.

Den sidste dag på Blue Duck Station regnede det, og da det ligger i nærheden af Nationalparken var vejret også dårligt der. Den Stray-bus, der var én dag foran os, gik ikke turen, da vejret var for dårligt og farligt. Heldigvis (!!) blev vejret hurtigt bedre, så da vi forlod Blue Duck Station tidligt dagen efter, fik vi at vide, at vi kunne gå Tongariro Alpine Crossing. Vi fik at vide, at det nok ville regne både formiddag og eftermiddag, men faktisk fik vi slet ingen regnskyl. Til gengæld var det overskyet hele dagen, hvilket nok gjorde den hårde vandretur lidt mere udholdelig frem for at skulle vandre i bagende sol. Tongariro Alpine Crossing var så smukt! Vulkan- og bjerglandskab så langt øjet rækker. Selvom der kun var bjerg-/vulkanlandskab over det hele og meget få planter, var udsigten og landskabet meget varieret hele turen igennem. Røde klipper, sorte klipper, løs jord, sand, klipper, sten, op og ned. Nogle steder var der mere frodigt end andre. På vejen ned gik vi i en mere frodigt område med små bække og til allersidst gik vi igennem regnskov. Det hele var bare så smukt! Mt Doom er en fantastisk, perfekt vulkan. En af det tre store bjerge i nationalparken har sne på toppen, hvilket også var vidunderligt smukt. Vi havde pakket en masse vand, frugt, lidt chokolade, juice, nøddebarer og sandwiches.

Vores udsigt fra vores sidetur til Mt Tongariro Summit: Mt Doom og bjerget med sne i baggrunden.

Vores udsigt fra vores sidetur til Mt Tongariro Summit: Mt Doom og bjerget med sne i baggrunden.

Turen er ca. 19 km, men vi gik en ekstra afstikker-tur til Mt Tongariro Summit. Vi startede vandreturen i ca. 1130 højdemeter, toppen var cirka 1900 m og den car park vi blev hentet fra var ca. 750 m. Turen ned var virkelig hård for mine knæ og fødder, men vi klarede den, trætte og glade :-) Undervejs skulle jeg tisse sindssygt meget, men da der ikke er toiletter inde i parken mellem bjergene, fik vi pludselig vildt meget fart på – ret god motivation for at komme fremad 😉 Undervejs kom vi også forbi de smukkeste søer, der var så grønne/blå, at de nærmest så giftige ud. De stank af rådne æg, som de geotermiske kilder i Rotorua. Meget af tiden gik vi mellem skyer eller kunne se skyer, hvilket kun var smukt og eventyrligt. Mt Doom, den berømte vulkan fra Ringenes Herre, har et lille punkt på den ene side, hvor den ryger lidt, da den stadig er delvist aktiv! Har man lyst, kan man også tage et lille sidetrip til toppen af Mt Doom, men jeg er glad for, at vi ikke gjorde det! De folk, vi har snakket med, som gjorde det, kom alle ned med rifter, sår eller ødelagte vandresko. Turen både op og ned af Mt Doom er på åndsvagt dårlige, stejle stier med løst grus, i tåget vejr kan man intet se og der er stor risiko for, at man får rulende sten på sig, som andre vandrere over én uheldigvis sender af sted. Til gengæld kunne de dog prale af at have besteget Mt Doom, hvilket sådan set også er ret sejt.. 😉

Det smukkeste Mars-agtige landskab og de blå søer, vi kom forbi under Tongariro Alpine Crossing.

Det smukkeste Mars-agtige landskab og de blå søer, vi kom forbi under Tongariro Alpine Crossing.

Uanset om man tilføjer en sidetur eller ej, er Tongariro Alpine Crossing en helt fantastisk vandrerute og vi vil anbefale turen til alle, der skal til New Zealand!

0 comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *