Wellington (Nordøen) – Picton (Sydøen)

Med ømme ben forlod vi nationalparken og begav os mod Wellington. Jeg er så glad for, at vi fik gået turen og så i så godt vejr! På vej til Wellington havde vi chaufføren Mozzie, som lavede to små surprise stops på vejen. Det første var i en lille by, der er NZ’s ”gummistøvle-hovedstad” og ”gummistøve-kaste-hovedstad”. Så vi skulle selvfølgelig kaste med gummistøvler! Jeg tror jeg kastede 5-10 meter. Eskild lavede et elegant kast, hvor det mod alle odds lykkedes ham at kaste gummistøvlen bagud i stedet for fremad, hvilket ligesom er ret essentielt, hvis man ville deltage i kaste-konkurrencen. Lidt plat aktivitet, men egentligt ret sjovt og rart at strække benene. Efter endnu et lille stop ved en kæmpe legeplads, nåede vi Wellington. Vi havde oprindeligt planlagt to nætter i Wellington, men vores anden aften var der rugby, så hele byen vrimlede med folk. Et dorm som før ville koste 28 $ ville nu koste 77$ pr mand pr nat. Vi overvejede at blive og se rugby, men alt i alt ville den aften presse vores budget lidt rigeligt og rugby var ikke lige førsteprioriteten på det tidspunkt. Derfor besluttede vi os for kun at blive en enkelt nat i Wellington, tage færgen til Picton på sydøen en dag tidligere end planlagt og i stedet have vores anden overnatning der, indtil vi skulle videre med Stray.

Pludselig have vi jo ikke særligt meget tid i Wellington. Vi havde først et kort visit på nationalmuseet Te Papa. Det var helt fint, kæmpe stort og gratis, men ikke et sted, vi ville bruge flere timer. Det er dog meget interaktivt, og der står faktisk meget spændende info, så helt klart et besøg værd. Derefter ordnede vi lidt praktisk shopping, før vi fik gratis aftensmad på en bar ved siden af vores hostel. Virkelig discount aftensmad og til gengæld købte vi drikkevarer for 13 $. Den hopper vi ikke på igen 😉 Efter aftensmaden tog vi en cable car op på en bakke midt i byen og gik gennem botanisk have ned til byen igen. En god og effektiv eftermiddag og aften, hvor vi fik set relativt meget af Wellington!

Vores hostel i Picton, The Villa. Et af de bedste og mest hyggelige hostels, vi har boet på!

Vores hostel i Picton, The Villa. Et af de bedste og mest hyggelige hostels, vi har boet på!

Morgenen efter tog vi færgen fra Wellington til Picton. Vi sejlede med Bluebridge færgen over Cook Strait, som deler nordøen og sydøen. Turen tager godt tre timer, så jeg havde masser af tid til at blive godt søsyg.. Vi havde til gengæld en skøn dag i Picton! Det var faktisk helt rart ikke at være omgivet af Stray-stress og bare have en hel “fridag” alene. Vi er glade for at rejse med Stray, men det kan godt være lidt presset til tider med så mange mennesker og oplevelser og aktiviteter, man hele tiden skal forholde sig til. Picton er virkelig en smuk by med bjerge og den smukkeste ’harbour’. Der er nogle gode treks, som jeg gerne ville have udforskes, hvis tiden havde været der. Samtidig kunne jeg godt tænke mig at komme på nogle af de cruises, der er i havnen. Og ikke mindst gå en del af Queen Charlotte Tracket, som også er her. Derudover tror jeg generelt Marlborough regionen er rigtig spændende, så næste gang vi kommer her på egen hånd, skal vi helt sikkert bruge tid her. Sydøen starter godt! Vi gik en lille tur op mod Bob’s Bay og kom til et lille sted med den smukkeste udsigt. Der var en fyr, der spillede lidt guitar og generelt var der ingen eller få mennesker heroppe. Her var vi 1-1,5 time. Eskild hvilede og jeg nød bare stilheden, udsigten og livet. Så skønt! Om aftenen brændte vi vores frysepizza seriøst på. Lesson learned: stol aldrig på ukendte ovne.

Vores smukke udsigt over Picton Harbour.

Vores smukke udsigt over Picton Harbour.

Dagen efter gik turen mod Abel Tasman Nationalpark, hvor vi havde 4 overnatninger. På vejen passerede vi byen Nelson, som vi gerne ville være hoppet af i, men det var ikke muligt ift. plads på busserne. Men pyt :-)

0 comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *